Champagne H. Billiot et Fils, Ambonnay, Grand Cru

Eugene Billiot, der oprindeligt var maler af erhverv, købte i 1896 sine første vinstokke i Ambonnay, der er en af de fem første Grands Crus i Champagne. De første mange år blev druerne solgt til de store Champagne-mærker. I 1960 investerede Henri Billiot i egne kældre og grundlagde Champagnehuset H.BILLIOT & Fils. I dag drives det bare 4,70 hektar store ”boutique” Champagnehus af Laetitia Billiot, der er stolt over at være 5. generation. Byen Ambonnay ligger i hjertet af Champagnes Côte des Noirs område, på de sydlige skråninger af Montagne de Reims, der er kendt for Pinots Noirs og Chardonnay med usædvanlig fylde og rigdom. Husets knap 5 hektar er fordelt på 18 parceller, alle på sydvendte Grand Cru marker. Druesorterne er 75% Pinot Noir og 25% Chardonnay. Hos Champagne Billiot finder du ægte håndlavede ”vigneron” Champagner, hvor familien er involverede i alle processer lige fra arbejdet med vinstokkene og til den endelige aftapning. Alt foregår på traditionel vis. Markerne pløjes, hvilket langtfra er standard i Champagne i dag. Vinstokkene beskæres efter Chablis metoden, og vinene fremstilles så naturligt som muligt, uden malolaktisk gæring (for at bevare friskheden) eller nogen form for filtrering. Champagne Billiot fremstiller blot 38.000 flasker ægte håndlavede Champagner om året. Alt i tårnhøj kvalitet og med en personlig stil og et tydeligt terroir aftryk, der virkelig skiller sig ud sammenlignet med de store huses standard Cuvéer.